Sidste stop på Winefactorys spanske ”wine-road-trip” var det lille bjergrige-kult-område Priorat, et par timer sydvest for Barcelona. En region, som i de seneste 25 år er gået fra stort set ingen ting til i dag at være en af Spaniens mest eftertragtet og eksklusive regioner. Prøv for eksempel at åbne en af dine vinbøger fra det 20. århundrede og se hvor lidt der står om denne lille region på godt 1.900 hektar (Rioja har til sammenligning over 61.000 hektar).
Mørket havde lagt sig da vi så skiltet ”Priorat DOQ” i lyskeglen fra vores udlejdningsbil, men de smalle bjergveje fortalte allerede historien om det meget smukke og kuperet terræn. Vi lavede da også turistbommerten nummer ét, da vi valgte at køre bilen ind i byen af en af de ekstremt smalle veje, som viste sig at være bild. Trepunkt – eller skulle man sige 14 punktvendingen på en snæver plads med 20 grades hældning blev første og sidste gang vi ikke benyttede os af parkeringspladsen på plateauet udenfor byen. Men det lykkedes uden skader på bil eller bygninger og vi ankom til vores idylske AirBnB hytte i La Vilella Baixa, tidsnok til at drikke ét enkelt glas eller to før sengetid.
De næste to dage havde vi et stramt program foran os, fem besøg hos fem meget forskellige producenter, som alle laver fantastisk vin og har bidraget med deres eget kapitel til historien om Priorat. Der er lige over 100 producenter i området og man får hurtigt fornemmelsen af at de alle har krydset hinanden en eller flere gange i den relativt korte historie.
Det moderne Priorat siges at starte i 1979 hvor Rene Barbier (Senior) kommer til området. Han har i en årrække arbejdet for Palacio i Rioja, men besluttede sig for at kaste sig ud i sit eget projekt. Han købte jord ved byen Gratallops, som allerede var plantet med gamle Garnacha og Cariñena vinstokke, og etablerede derved Clos Mogador. Områdets kvaliteter imponerede ham, heriblandt jordbunden af ’licorella’ – skiffergrus – som gør at vinstokkene trænger langt ned for at få vand, hvilket giver intense, tætte, dybe og mineralske vine. I Gratallops mødte han José Luis Pérez (Mas Martinet) som var biolog ved skolen i Falset, han var ligeledes imponeret over forholdene for at producere kvalitetsvine. Rene overbeviste også hans tidligere arbejdsgiver Alvaro Palacios (Clos Dofi) og Carlos Pastrana (Clos de L’Obac) til at købe land i området. De arbejdede sammen som et korporativ og solgte frem til 1991 en fælles cuvee.
Gamle ‘Bush-vines’ hos Clos Mogador
Vi ankommer til Clos Mogador lidt i 10 fredag morgen, hvor vi bliver mødt af en klatøjet kontordame, som endnu ikke har fået det obligatoriske koffeinkick. Vi venter derfor på den solrige terrasse med udsigt ud over dalen. Kort tid efter kommer en yderst veloplagt og karismatisk herrer og tager imod os. Vi forklarer at vi har et relativt stramt program, da vi ligeledes skal besøge Mas Martinet og Clos Erasmus samme dag. Han udbyder med sin sprøde spanske accent ”My God! – Then we better hurry up, let’s go to the tasting room?”.
Vi følger ham ovenpå, hvor han finder glas frem og begynder at skænke første vin – Les Manyetes 2013, lavet på 100% Cariñena. Vi smager på den dybe – næsten lilla vin, som er fyldt med intense frugtnoter med god struktur og en rustik tannin. Vores nye karismatiske ven fortæller vidt og bredt om både hans og Barbier-familiens livshistorie, da han overrasket udbryder ”My god! We only made 4.000 bottles of this wine in 2013!”.
Han fortæller derefter hvordan han kom ind i vinverdenen for 16 år siden, og at han faktisk har massere af relationer til Danmark, da han i sin tidligere karriere har bygget ”Machines to make frankfuters” i vores lille kongerige.
Clos Mogadors kælder – bemærk jordbunden af ‘licorella’
Pludselig træder en lille tæt mand med uglet hår, iført en grå polo og klassiske catalanske ’espardenyas’, ind i lokalet. Man mærker med det samme respekten omkring ham, vores ven rejser sig og introducere selveste Rene Barbier (Senior), legenden og ikonet, som står nævnt i alle kapitler om Priorat. Rene har tydeligvis god tid, på trods af hans mange projekter i både Priorat og andre regioner, hans søn Rene Barbier (Junior) har nu overtaget ansvaret for flere af dem. Han sætter sig derfor ned og smager med.
I glasset får vi skænket kultvinen Clos Mogador 2013, som er lavet på 49% Garnacha, 25% Cariñena, 16% Syrah og 10% Cabernet Sauvignon. Den fremstår med en flot dyb rød farve med violet kant. Næsen mødes med en flot tæt, intens og ren rød, sort og blålig frugt, efterfulgt af mørke mokka noter. På tungen fremstår den ung og vild, massere af rustik tannin, læskende rød frugt og en frisk men elegant syre. Vi giver vores komplimenter til den unge, men fremragende, vin.
Rene mumler noget på catalansk og vores ven udbryder begejstret ”You want to taste the new vintage?”. Rene lister af sted efter en ny flaske, mens vores ven finder en karaffel frem. Rene kommer tilbage med en flaske med en markant anderledes etikette, og vi tænker at det er underligt at gå væk fra det udseende man har bevaret siden den første årgang Clos Mogador i 1989. Der bliver mumlet mere på Catalansk mellem dem, man kan fornemme forvirringen og Rene finder sine briller frem, situationen bliver taget med et smil ”Haha, Rene took the wrong wine, his eyes are not good anymore”. Mesteren lister af sted igen, denne gang med sine briller, og kommer retur med Clos Mogador 2014. Denne vin, som endnu ikke er på det danske marked, står med en flot dyb rød farve i glasset. Næsen bliver mødt af ren rød frugt efterfulgt af mokka og kvaste kakaobønner. På tungen dominerer de rene polerede røde og sorte bær efterfulgt af noter af tobak, den bliver sluttet af i en lang tanninrig finish med frisk elegant syre. Vinen viser på nuværende tidspunkt kun små glimt af sit fulde potentiale.
Inden vi slutter smagningen, og tager med ham en tur i hans marker, skal vi smage deres hvidvin Nelin 2014, som er domineret af Garnacha Blanca og Macabeo. Vinen er en hvid Crianza, som har fået 16 måneder i ege- og betontanke. Næsen er meget aromatisk med eksotisk frugt efterfulgt af enkelte krydret og mineralske noter. Tungen er domineret af rig frugt, med noter af saltet undergrund, hø og enkelte urter. Den er rundet flot af med en fin struktur og god frisk syre.
Fra venstre: Mark Jøns, Rasmus Greis, Tobias Liechti, Rene Barbier
Tidsplanen er i bedste spanske stil skredet, men når en legende vil vise os markerne siger man ikke nej – det er trods alt også blot hans svigerdatter vi efterfølgende skal besøge – hun må om nogen være forstående. Vi zigzagger ad grusstierne op gennem hans karakteristiske vilde plateauer med ’Bush-vines’, han har spredt halm ud over den mørke ’licorella’ jordbund for at holde temperaturen nede. På toppen ser vi en knækket vinstok, vi peger på den og kan med vores begrænset catalanske sprogkundskaber forstå at Rene ikke er glad. Vores ven oversætter meget diplomatisk blot ”A turist destroyed his 100 years old vine” og undlod derfor diverse catalanske bandeord. Vi får taget det obligatoriske billede takker mange gange for deres tid og bliver derefter eskorteret af dem til porten af Mas Martinet.